Psykologisk rådgivning & terapi
Min filosofi er at tilpasse metoden/terapiformen til klientens behov og ikke omvendt.
Jeg er skolet i forskellige terapiformer, har gennemført efteruddannelsesforløb, og har modtaget min autorisation gennem Dansk Psykologforening. Min kommunikation er ligefrem og jordnær.
Mere teknisk formuleret er jeg integrativ i min tankegang. Dette betyder, at jeg kan veksle i min tilgang mellem kognitive og psykodynamiske metoder, samt mere nyudviklede terapiformer, afhængigt af situation og behov.
Når en person henvender sig til mig med "ondt i livet", tager jeg det - uanset årsag - meget seriøst, og bestræber mig altid på en relevant vekselvirkning mellem empatiske, korrigerende og udviklende metoder i min tilgang til dig som klient. Uanset problemstilling er det mit mål at møde dig i øjenhøjde. Jeg er meget ligefrem, og sætter en ære i at kommunikere (empatisk) på samme måde.
Målet er, at du skal føle dig tryg, forstået, og fatte tillid til gavn for forløbet, så du kan profitere uanset problemstilling.
Alle kan henvende sig, og hvis ventetiden er lang, anbefaler jeg en anden psykolog eller anden relevant behandling.
Priser
Alle priser på undersøgelser er eksklusiv moms.
Helhedsorienteret psykologisk undersøgelse (Pris kr. 17.995):
Den helhedsorienterede undersøgelse indeholder et fuldt testbatteri inklusive neuropsykologiske og kognitive test samt personlighedstestning:
Undersøgelsen munder ud i en konklusion på baggrund af den af rekvirenten formulerede problemstilling - typisk i forbindelse med en vurdering af kognitive og personlighedsmæssige begrænsninger og/eller kompetencer, udviklings- og behandlingsmuligheder med mere med henblik på tilknytning til arbejdsmarkedet.
Konklusionen bygger på en sammenligning af den kognitive testning, (om muligt) mindst to personlighedsprøver med to forskellige indgangsvinkler 1), baggrundsoplysninger samt det kliniske indtryk.
Der screenes desuden altid for depression.
Min erfaring er, at nogle borgeres (dansk)sproglige begrænsninger indimellem er for store til at kunne besvare mere nuancere personlighedsscreeninger, hvorfor kun én personlighedsprøve gennemføres.
Kognitiv/neuropsykologisk undersøgelse (Pris kr. 10.995):
Denne undersøgelse vurderer udelukkende det aktuelle kognitive funktionsniveau. Hvis muligt vurderes det også, om funktionsniveauet er forsænket eller giver et retmæssigt billede af personens (kognitive) kompetencer og begrænsninger. Jeg screener i forbindelse med undersøgelsen også for depression.
Jeg udreder og diagnosticerer ikke specifikke hjerneskader, men laver gerne neuropsykologiske undersøgelser, hvis formålet er en beskrivelse af kognitivt og alment funktionsniveau – herunder indlæring og hukommelse, barrierer og kompetencer i forhold til arbejdsmarked med mere.
Terapi (Pris kr. 1250):
1 time (55 minutter). Studerende, arbejdsledige, tidligere klienter, klienter med anbefaling og folk på overførselsindkomst har mulighed for rabat.
Personlighedsprofil (Pris kr. 9900):
På baggrund af to personlighedsprøver/screeninger, baggrundsoplysninger samt et klinisk indtryk udformer jeg en personlighedsprofil i forhold til den af rekvirenten formulerede problemstilling.
Udeblivelse (undersøgelse):
Rettidigt afbud dagen før er uden beregning. Udeblivelser uden afbud, eller afbud på dagen, faktureres med to eller tre timer af kr. 1099 afhængigt af omstændighederne. Indimellem må en ekstra undersøgelsesdag gennemføres. Dette faktureres typisk med to til tre timer.